søndag den 25. maj 2014

Rom

Efter mange års tilløb, bød muligheden sig endelig for en tur til Rom.

Vi valgte at bo så centralt som muligt, fordi vi gerne ville have det hele inden for gå-afstand. Valget faldt på et skønt hotel, bag paladset Palazzo Farnese. Få skridt fra Piazza Farnese, der leder videre til Campo de'Fiori, en skøn plads hvor der om dagen er fyldt med små, hyggelige boder og om aftenen en helt særlig, autentisk italiensk stemning med udendørs-servering, de rød/hvid-ternede duge og levende musik ("Nuuuu er det naaat, en vidunderlig, åh så stille Bella Notte..").

Første aften spiste vi på Primo Café Trattoria con Cucina Romana midt på Piazza Campo de'Fiori. Først carpaccio med masser af parmesan i tykke flager, efterfulgt af lækre håndlavede ravioli med spinat og ost. Og dertil, naturligvis, en fyldig Chianti.


Desserten valgte vi at tage på Sant'Eustachio il Caffe, som ligger lige bag Pantheon. Først gik vi en dejlig tur på Piazza Navona, som emmer af atmosfære uanset hvornår det er på dagen. Et godt tip: Tag omkring pladsen, sidst på eftermiddagen og få dig en Aperitivo inden du fortsætter ud i byen efter en restaurant. Her kan du sidde og nyde solen og se på gøgl og mennesker. Priserne er generelt temmelig høje på Piazza Navona, hvilket også gør sig gældende ved de andre store turist-sights.


Aftenstemning på Piazza Navona 




På Piazza Sant'Eustachio finder du det skønneste kafferisteri. Alene duften der møder én, når man står udenfor og betragter butikken, er ubeskrivelig. Om sommeren kan du nyde din cappuccino udenfor ved de små borde, ellers foregår det således at du ved indgangen bestiller hvad du vil ha' til højre og får udleveret din kaffe til venstre. Køb også små mandelkager med hjem, de forlænger følelsen af ferie. Eustachio åbnede i 1938 og har fået ry for at lave den bedste cappuccino i Rom.

Få skridt derfra, finder man "konkurrenten" Tazza d'Oro, som åbnede i 1946. Den emmer af vaskeægte autentisk baresso-stemning og der laves uden tvivl den bedste "Granita di caffè con Panna". Her foregår det på samme måde; du bestiller ved første skranke (til venstre for indgangen) og afhængig af, om du skal ha' varme eller kolde drikke, bliver du henvist til næste skranke.


Granita di caffè
Foran springvandet ved Pantheon, stærk iskold kaffe og tyk flødeskum.

Pladsen foran Pantheon, Piazza della Rotonda er i øvrigt et rigtig hyggeligt sted, fyldt med caféer og restauranter og i øvrigt spærret for biltrafik. Tag forbi, til en drink efter maden og nyd stemningen. Pantheon er utrolig smuk om aftenen, siddende under en klar stjernehimmel. Pantheon's rumvirkning set indefra er særlig betagende. Lyset falder ind fra en lille åbning i kuplens top, som man måske husker fra filmen "Engle & Dæmoner", hvor Langdon står ved Raphael's grav.


Det siges, at man ikke rigtigt har været i Rom, før man har gået en tur langs med Tiberen. Heldigt for os, lå vores hotel lige ned til Ponte Sisto, broen der fører over til Trastevere. Allerede den første aften, gik vi langs med floden, hjem. Og selvom der er svært, at fange et øjeblik der gengiver den eksakte følelse, så giver billedet herunder mig et sug i maven. Der var så stille og så smukt. Peterskirken i det fjerne og stemningen af at gå på brosten og den hyggelige gadebelysning; Roma ti amo!



På vej til Vatikanstaten, den første morgen i Rom. Billedet viser Ponte Amadeo Savoia Aosta, set fra Vittorio Emanuele II-broen.




Et godt tip: Hvis du vil stå i kø (hvilket nemt kan tage et par timer) under bagende sol, så husk at tage en lille hat med eller en paraply. Køerne går til tider meget langsomt, især på en onsdag hvor Paven giver audiens. Vi valgte, af samme årsag, at købe en "skip-the-line" billet til €15.

Den smukke "Englebro" Ponte Elio med Engelsborg i baggrunden, Castel Sant'Angelo




Piazza di Spagna


Hele området omkring den Spanske Trappe, emmer af liv. Der er altid masser af mennesker og det er også her, den lange gade Via del Corso (Corsoen) ligger, med de mange dyre butikker. Start evt. med at gå fra Piazza Colonna, hvor I finder det store monument og gå op til Popolo, (hvor I finder én af de bedste udsigter udover byen) og fortsæt herfra ned ad Via Babuino, der fører lige ned til Piazza di Spagna. Alternativt kan I tage turen i bus, en billet koster kun 1,5€ og kan bruges i 100 minutter. 

Piazza del Popolo


Fontana di Trevi

Nøglescenen i Fellini's "La Dolce Vita" blev filmet her og monumentet er blandt de mest besøgte i Rom. Traditionen tro, kaster man en mønt i fontænen og sikrer sig et gensyn med byen. Vær forberedt på, at hundredevis af andre har fået samme idé og at ordet kaos er det første, du tænker på, når du endelig når frem. Men, snup billedet, kast mønten og kom hurtigt videre :)

Følg Corsoen ned til Piazza Venezia, hvor det store monument af Vikor Emanuel pryder paladsbygningen, hvor Mussolini holdt sine taler fra den berømte balkon.

Palazzo di Venezia


Til venstre for paladset, går vejen Via dei Fiori Imperiali hele vejen ned til Colosseum. Pladsen anses i øvrigt for at være et historisk og geografisk midtpunkt. Her slutter det "nye" Rom og man går ned til det "antikke" Rom. 

il Colosseo

Gå en tur rundt om Colosseum og se det hele udefra, i dit eget tempo. Køb evt. billet til Palatinerhøjen og få samtidig adgang til Forum Romanum og Colosseum.




Vi spiste Saltimbocca på Cantina & Cucina på Via del Governo Vecchio. Gaden ligger lige ned til Piazza Navona. Længere oppe ved nr. 114 finder man Pizzeria da Barfetto, hvor folk står i kø ude på gaden efter deres pizza.


Og ellers gå en tur over til Trastevere, hvor du møder ægte italienske trattoria'er Roman Style. Tag udgangspunkt i gyden Vicolo dé Clinque og Via delle Scala og bevæg jer ned imod Piazza di Santa Maria.



Basilica di Santa Maria in Trastevere

Tiber-Øen; et vraget skib, der sank i Tiberen

 






















Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Prag

Vi har som familie været i Prag 3 gange og ældstesønnen har yderligere været der 2 gange, så vi føler efterhånden at vi kender byen godt....