torsdag den 6. juli 2017

Wien


Vi er vilde med Wien!

Så er det ligesom sagt. Byen har så meget at byde på, om du så er til smukke bygninger (du finder et "Amalienborg" på hvert gadehjørne) klassisk musik, uimodståelige kager eller bare en storbysferie, så er Wien perfekt til en forlænget weekend. 

Vi har været der 2 gange, henover sommeren i 2016 og i september 2017.

Når jeg tænker på Wien, tænker jeg først og fremmest på deres lækre kaffe.
Julius Meinl hedder mærket og midt inde på Graben, findes der en stor delikatesseforretning af samme navn. Der er en vinbar i kælderen og en café med udgang til gåden. Når du bestiller kaffe, får du samtidig en lille smagsprøve af deres kager. I vores tilfælde var det deres brownie. Så utrolig lækker! Blød og sprød, på samme tid og smagte virkelig af dyre, lækre råvarer.

Nu vi er ved konditorfaget, så er et andet godt minde de små citrontærte med marengs, som bl.a. fås hos Café Central på Herrengasse 14. Det er som at træde ind i en filmscene, så flot er indretningen. Desværre er det også en turistmagnet, så på virkelig travle dage virker den pressede stemning fra personalet lidt ødelæggende for helhedsoplevelse. Men kom der tidligt om formiddagen (og ja, man må godt spise kage før frokost når man er på ferie i den absolut sødeste del af Østrig), gør dig evt et par tanker om, hvad du vil bestille før tjeneren kommer til dit bord.

Konditoriet er et besøg værd, sommer som vinter. Du får fornemmelsen af den helt særlige Wiener Konditori-Kultur og hvis køen er for lang, så beslut dig for at komme tilbage dagen efter, evt. hør om du kan bestille bord. Der er højt til loftet og med store, flotte lysekroner. Eneste minus er, at det kan være svært at vælge imellem deres overdådige udvalg.
Et andet konditori, der er værd at fremhæve er Demel som ligger på Kohlmarkt 14, gaden der fører dig op til Kejserpaladset. Demel kan på mange måder minde om Laduree's konditorier, hvor teen serveres i fint porcelæn og med dertilhørende lille shop, hvor du kan købe lidt kagesouvinirs med hjem til hotellet. Også her, er det en fordel hvis du bestiller bord dagen før. Demel laver også fremragende is, du evt. kan tage med dig, videre rundt på din sightseeingtour. Skulle du ha' glemt at købe Demel med hjem, findes der også en butik i lufthavnen.

Ikke langt fra Neuer Markt, på Kärntner Strasse finder du L. Heiner K.u.K. Hofzuckerbäcker. Et fantastisk flot konditori med fremragende servering, klassiske uniformer og en ja, ligefrem romantisk stemning.

Næste gang, vi skal til Wien vil jeg besøge Café Francais på Waehringer Strasse og Pure Living Bakery, på Altgasse 12. To steder, jeg desværre først blev gjort bekendt med, efter hjemkomsten.






Andre gode grunde til at besøge Wien:

  • Schloß Schönnbrun, storslået palads og blomsterpark (gratis entré). Billet til slottet kan købes ved ankomsten. Kan forestille mig, parken vil være ekstra flot i efterårsfarver. Slottet er på UNESCO's Verdensarvsliste.
  • Schloß Belvedere ligger i gå-afstand fra bymidten på Quatier Belvedere. Der er ligeledes et Museum for Moderne Kunst. En gåtur i parken, Park Schweizergarten fører dig hen til Botanisk Have, hvor slottet ligger.
  • Musikverein, besøg Goldener Saal hvor Nytårskoncerten fra Wien optages. Lyt til Wiener Philharmonikernes Mozart-koncert og få den autentiske oplevelse af Wien!
  • Snyd dig ikke for en af byens mange rooftop-barer, for et fantastisk view over byen. Vi kan især godt li' 25Hours Hotel på Museums Quartier. Tag elevatoren op udefra (uden at gå igennem hotellet) til Dachboden-Bar og nyd en lækker cocktail med udsigt over byens tage. Sky Bar er også en god mulighed, for fin udsigt over Stephansdom. Indgangen ligger gennem shoppingcenteret, Steffi.
  • Café Bar Bloom ligger på Rotenturmstrasse og har den bedste rooftopbar.
  • Vienna Naschmarkt, et must for foodies eller bare kig forbi til et glas vin.

















Prag

Vi har som familie været i Prag 3 gange og ældstesønnen har yderligere været der 2 gange, så vi føler efterhånden at vi kender byen godt....